Digital Storylab har kontorer på Aalborg Universitet i København og samarbejder med forskere og studerende. Tre af de studerende; Kristian Garp, Sandra Nielsen og Peter Frandsen, som kommer fra linjen IT, Læring og Design har udarbejdet en analyse og forslag til:
Hvordan Digital Storytelling metoden kan anvendes som metode i virksomheder.
Resultaterne af projektet er et løsningsforslag til hvordan metoden Digital Storytelling kan udvikles og anvendes til kompetenceudvikling i virksomheder, og hvilke kulturelle elementer der skal tilgodeses for at kunne anvende metoden i et globalt perspektiv.
I undersøgelsen har der været inddraget 3 andre virksomheder; Volvo, Telia og Energimidt, som har givet deres input til resultaterne. Kort fortalt drejer det sig om for virksomhederne at videndele ved hjælp af storytelling samt anvende metoden som et medarbejderværktøj til at italesætte udfordringer eller succesoplevelser som sker igennem de forandringsprocesser samt organisationsændringer, virksomheden fordrer.
I deres rapport sætter de rammen for undersøgelsen i denne indledning;
“Samfundets kompleksitet har i de seneste mange år været stigende, blandt andet grundet den stadigt eskalerende globalisering. I forhold til den organisatoriske strukturering af virksomheder, bliver de nationale landegrænser stadig mere slørede. Globaliseringen har nemlig bidraget til, at mange firmaer i dag enten har samarbejder med, eller rent organisatorisk strækker sig ud over flere forskellige lande. Dette er blandt andet med til at stille større krav til samarbejdskulturen i virksomheder, både inden for de danske grænser og i en globaliseret kontekst. I den henseende findes der mange forskellige typer af kompetenceudviklings -aktiviteter, og en del af disse tager form af workshops.”
Storytelling kan anvendes på mange områder, og det er vigtigt for virksomheder først at få defineret hvilke historier, de ønsker og hvad de ønsker at anvende disse medarbejderhistorier til.
For at kunne anvende fortællinger i f.eks forandringsprocesser, er det væsentligt at skelne mellem fortællingernes værdi. Ifølge Lambert eksisterer der flere forskellige typer fortællinger, i form at me-, my-, our-, their- og no-stories.
Forskellen på de forskellige typer er graden af personligt indhold, som er mest fremtrædende i me story og ikke eksisterende i no story. Lambert påpeger, at selvrefleksionen er størst ved me story, og at man derfor bør søge denne type fortælling frem for de andre (ibid., s. 43-46).
Undersøgelsen, som de studerende har udarbejdet peger på, at de 3 firmaer ikke ønsker at lave me og my stories da der kan opstå problematiske aspekter i forbindelse med de videoer der bliver fremstillet og firmaets generelle visioner. Firmaerne ønsker our stories. Det vil sige at ud fra den individuelle medarbejder og hans/hendes historie dannes der i en netværksbaseret process i workshoppen en ´Our Story´som udgør både medarbejdernes historier designet med virksomhedens corporate storytelling.
De 3 studerende har i deres rapport udviklet et model, som kan anvendes i virksomheder som ønsker at anvende digital storytelling i deres interne involvering og teambuilding med medarbejdere, samt til et ledelses-og forandringsværktøj.
