“Why tell stories? Stories are what we do as humans to make sense of the world.”
– Joe Lambert
Fortællinger, er den måde hvor på vi prøver at forstå verden på.
Ved at fortælle historier, anekdoter og beretninger til hinanden, omkring den verden vi befinder os i, søger vi at afdække og forstå den verden, vi oplever.
Med dette citat og beskrivelse undersøger Christence Linnea Stubbe Teglbjærg i sit nye speciale, hvorfor det er ideelt at anvende digital storytelling til formidling. Hun har lige færdiggjort specialet i digital storytelling, som kan læses under vores ressourcer.
Specialet hedder ´Morgenlandet.dk`, og hun har undersøgt, hvordan digitale fortællinger kan bruges til at formidle mellemøstlig kultur i en dansk kontekst.
Hun beskriver i specialet om det det indre aspekt; Fortællerens personlige proces og det ydre aspekt; Fortællerens Formål af Digital Storytelling:
Et af aspekterne ved digital storytelling er den personlige udviklingsproces, som fortællerne gennemgår i arbejdet med deres digitale fortælling. Derfor er selve arbejdsprocessen ligeså vigtig som det færdige produkt for den enkelte fortæller, og derfor vil der være udfordringer og succesoplevelser ved at lave sin egen digitale fortælling.
Det ydre aspekt handler om hvordan historierne kan forklare og forandre verden/samfundet. Fortællerens formål med at producere digitale fortællinger er ofte at opfordre modtagerne af produktet til at opdage nye problemstillinger, oplyse om personlige oplevelser eller påvirke den politiske diskurs for dermed at inspirere publikum til selv at handle, ændre eller involvere sig i det givne emne, som belyses i den digitale fortælling.
Empowerment begrebet dækker således over at give fortællerne styrken til at fortælle deres egen historie og dermed tage ejerskab over deres liv, identitet og verden, men samtidig også at give modtagerne lysten og motivationen til selv at tage ejerskab over deres liv, identitet og verden.
I specialet beskriver hun hvordan deltagerne har brugt de digitale historier – de ønsker at skabe små forandringer i danskernes diskurs omkring Mellemøsten og udvide billedet af det moderne Mellemøsten i det danske samfund. Hun konkluderer udfra sine studier, at Digital Storytelling er en god metode, til at adressere enkelte personers politiske og personlige budskaber. Samtidig med at metoden bidrager til at skabe personlige øjebliksbilleder, som giver modtageren en følelse af autenticitet og nuance af en danskers ophold i henholdsvis Palæstina, Israel og Iran.
Vigtigheden af processen samt produktet
I specialet beskriver Christence også hvordan produktet er ligeså vigtigt som processen; Digital storytellings narrative fortælleform gør at modtagerne af produktet lytter efter. Så snart en person fortæller en personlig historie, som består af personlige tanker, følelser og opfattelser, så lytter mennesket instinktivt efter. Således er fortællingens magt stadigvæk et godt virkemiddel til at oplyse, informere og udvide modtagernes synspunkter og holdninger til Mellemøsten.
Digital storytelling er derfor ikke kun en proces, som den enkelte modtager drager nytte af, men i lige så høj grad et produkt som vil kunne påvirke ens egen omgangskreds og den almene danskers diskursive holdninger omkring den mellemøstlige kultur.
Digital Storylab takker for et vigtigt og interessant speciale, som vi har fået lov til at publicere her på sitet. Vil du læse hele specialet, så kig under ressourcer.