Når en palæstinensisk kvinde løber maraton, skriver hun historie.
I dette års Palæstina Maraton gav Digital StoryLab sit besyv med, da labet bidrog til, at fem løbere kunne fortælle deres historie om, hvad det betyder for dem at løbe på Vestbredden både som mand og kvinde.
På trods af israelske checkpoints og stærke konservative kræfter på Vestbredden fandt Palæstina Maraton sted i april for andet år i træk. Og for andet år i træk var der tæt på 40 procent kvindelige løbere.
Løbet, som bliver organiseret af den danske organisation Right to Movement, giver med sine forskellige distancer mulighed for bred deltagelse, og på to år er løbebevægelsen på Vestbredden gradvist vokset til et helårs løbefællesskab med løbegrupper på tværs af de palæstinensiske selvstyrerområder.
Digital StoryLab, som arbejder til daglig med en deltagerorienteret formidlingsmetode kaldet ”digital storytelling”, producerede i forbindelse med årets maraton fem kortfilm med støtte fra
den danske organisation, KVINFO. De fem film stiller skarpt på den personlige historie forbundet med at deltage i løbet ved at fem kvinder og en mand i hver deres film deler deres løbehistorie og syn på kvinders bevægelsesfrihed på Vestbredden.
Oplev førsteårsløberen Leena Elias fortælle om, hvordan hun overrasket så de mange tørklædeklædte kvinder deltage i maratonet, og de to unge piger, Nadine AbuRmeileh og Ruba
Zughayar, hvis begejstring og motivation for løbet ikke er til at tage fejl af. De unge kvinder fortæller både med begejstring og beslutsomhed. Det er nemlig ofte en udfordring for dem at
løbe på gaden, da religiøse og patriarkalske normer præger deres samfund og betyder, at det
ikke er hverdagskost at se en kvinde i løbetights og med løst hår løbe afsted.
Signalværdien af løbet betyder også meget for de fem løbere i filmene. Hostelejeren Daniel Aqleh fortæller, hvordan han sidste år deltog i løbet blot for at sende et signal til omverden om,
hvor stærkt begrænset palæstinensernes bevægelsesfrihed er. Løbeentusiasterne, Rawan og
Dana Bannoura, brænder også for at styrke palæstinensernes bevægelsesfrihed og ser løbet som en mulighed for dette. De har blandt andet af denne årsag engageret sig i det frivillige arbejde forbundet med organiseringen af maratonet.
Som stemmerne i de fem film fortæller, er spørgsmålet om kvindens trivsel ved at færdes i det
offentlige rum på lige fod med manden blevet et spørgsmål, som den palæstinensiske befolkning nu må forholde sig til. Den store interesse for løbefællesskaberne, løbet og den bemærkelsesværdige store procentdel af kvindelige deltagere, tyder på at løbet bidrager til en
større accept af kvinden som løber i det offentlige rum på lige fod med manden.
På den måde prikker løbebevægelsen ikke bare til store politiske spørgsmål om palæstinensisk bevægelsesfrihed, men også til de rigide normer på Vestbredden, som begrænser
palæstinensiske kvinders og pigers deltagelse i det offentlige rum.